Elefanten i klasserummet – Om parrhesia og karikaturkrise

En håndtegning af Michelangelo inspirerede i 1870 J.P. Jacobsen til et af dansk litteraturs største digte ”Arabesk – Til en Haandtegning af Michel Angelo” med undertitlen ”Kvindeprofil med sænkede Blikke i Gangen mellem Pitti og Ufficerne”¹. Digtet beskriver store eksistentielle spørgsmål om liv, død og meningen med selve livet. Kvinden på tegningen bærer turban eller tørklæde, og hun ses i profil med et alvorsfuldt, tænksomt blik og mimer en næsten nordisk melankoli. En tegning, jeg uden betænkning ville kunne vise mine elever. Jeg ville kunne tegne overskæg på hende, photoshoppe appelsiner eller sågar en bombe i turbanen. Tegne tørklædet af hende og vise hende med løst hår. Ingen ville finde det særligt provokerende.

En håndtegning mange år senere, nærmere bestemt 30. september 2005, bliver derimod katalysator for en af de største danske udenrigskriser og provokationer i nyere tid. Portrættet er ikke blot en kvinde med ”sænkede blikke”, men en karikatur af selveste Muhammed. Den muslimske profet med en bombe i turbanen.
Kan jeg vise denne tegning for mine elever?
Som bekendt blev der udstedt fatwa mod både karikaturtegnerne og Jyllands-Posten, der valgte at bringe tegningerne. Der har været drabsforsøg, bombetrusler, dannebrog er blevet afbrændt, og tegningerne udløste dermed en kamp på liv og død. En af Danmarks største eksistentielle kriser siden 2. Verdenskrig. Det diskuteres stadig, om man skal trykke Muhammed-tegningerne i undervisningsbøger, da tegningerne hurtigt bliver det unævnelige. Et tabu, der udvikler sig til ”Elefanten” i rummet, nemlig ”det alle tænker på, men ingen taler om”. Hvordan griber man dette an som underviser, når det er et læringsønske at udvikle elevernes kritiske sans og syn på verden, samt når arbejdet med elevernes udtryksfærdigheder står centralt, da ”Sikker udtryksfærdighed og kritisk-analytisk sans fremmer elevernes muligheder for som medborgere at orientere sig og handle i et moderne, demokratisk, digitaliseret og globalt orienteret samfund.² ”? Lærernes opgave må være at undervise i følsomme emner som eksempelvis tegningerne samtidig med, at disse ikke nødvendigvis repræsenterer lærerens holdning. En del af undervisningen vil derfor være at diskutere, hvad man skal mene om emnet. På den anden side blev der også undervist i demokratiets grundprincipper før tegningerne, og de burde dermed ikke være en tvungen præmis for at tale ytringsfrihed.
”Kært barn har mange navne”, og i klassen diskuterede vi tidligt, hvad vi egentlig skulle vælge at kalde krisen. Eleverne havde mange gode bud, men vi besluttede at holde fast i ”karikaturkrisen” fremfor Muhammed-krisen, da det havde en god klang, trak fokus væk fra det religiøse aspekt, og samtidig havde ordet noget power. Dette skabte også grobund for en diskussion om, hvilken betydning navngivningen af krisen har haft for konfliktoptrapningen.

Parrhesia

Jeg valgte at introducere eleverne for det oldgræske begreb parrhesia, da forståelsen af begrebet ligger meget tæt op ad vores moderne forståelse af ytringsfriheden, og vi hermed ville kunne nuancere vores forståelse af, hvad ytringsfrihed indebærer.
”Frit ord” eller på oldgræsk ”parrhesia” – kommer fra pan (= alt) og rhesia (= tale) ”at sige alt”. Rent etymologisk opfattes ordet som et grundlæggende element i et demokrati, og de første spor af parrhesia finder vi hos den store tragedieforfatter Euripides. Følgende uddrag fra ”Fønikerinderne” er en dialog mellem mor og søn, Iokaste og Polyneikes. Polyneikes er i landflygtighed, idet hans tvillingebror har overtaget magten. Dialogen handler derfor om, hvordan det er at leve et liv i eksil.

”Iokaste: Først og helst vil jeg vide, hvordan det er at miste sit fædreland? Er det et frygtligt tab?
Polyneikes: Langt det værste. Langt lettere at tale om end at tåle.
Iokaste: Hvordan det værste? Hvad er værst for en landsforvist?
Polyneikes: At man ikke kan tale frit, er det værste.
Iokaste: At skulle skjule sin mening for andre: Det er jo en slaves liv!
Polyneikes: Herskernes tåbelighed er man nødt til at tåle.
Iokaste: At være dum med de dumme bliver man jo syg i hovedet af.
Polyneikes: Hellere leve en slaves liv og så i det mindste overleve.”
³

Ifølge Polyneikes er det værste ved at være i eksil at være nægtet parrhesia, at være nægtet det frie ord og dermed nægtet at sige sandheden. Udover at parrhesia var en guideline for athensk demokrati, udstak det samtidig en linje for den gode borgers etiske kompas. Et centralt element i at tale frit er således også, at man som borger fremstår som et etisk og moralsk menneske, der har indsigt i sandheden. I antikken var sandheden som bekendt noget man kom frem til via dialogen, det Sokrates og Platon benævner den maieutiske metode. Det vil derfor være en oplagt vej ind i debatten om karikaturkrisen at anvende maieutikken og de autentiske spørgsmål.
Som Foucault skriver i sin forelæsningsrække om parrhesia, er der kun tale om parrhesia, når der er tale om et magtforhold. En lærer, der kritiserer elevens grammatiske kundskaber, anvender derfor ikke parrhesia. ”The parrhesia comes from ”below”, as it were, and is directed towards ”above”. This is why an ancient Greek would not say that a teatcher or father who criticizes a child uses parrhesia. But when a philosopher criticizes a tyrant,(…), when a pupil criticizes his or her teacher, then such speakers may be using parrhesia.”⁴
Med dette begreb i baghovedet skal eleverne nu tænke det i sammenhæng med vores moderne ytringsfrihed. Hvordan ser magtbalancen ud? Er vi bare ”læreren, der irettesætter elevens grammatiske kundskaber”, når vi laver satire over islam? Eller kritiserer vi en magt, som vi opfatter som større end os? Hvor blev dialogen af?
I forhold til besiddelsen af personens moralske kvaliteter er det interessant at inddrage Aristoteles’ ethosdyder⁵. Særligt areté og herunder kardinaldyderne; mod, retfærdighed, klogskab og selvbeherskelse. Når eleverne forsøger at placere Jyllands-Posten i forhold til disse dyder, er det særligt modet, der springer i øjnene, men er der måske i dette tilfælde tale om overmod og dårlig dømmekraft? Og hvordan ser det ud for den anden front, de muslimske imamer? Ethosdyden areté bliver dermed en konkret måde at lokalisere de moralske kvaliteter, man som minimum må besidde, hvis man skal kunne kende sandheden for herefter at overbevise andre om sandheden.

Identifikation

Ifølge Nabokov⁶ vil de fleste studerende pege på identifikation som et af de vigtigste elementer i forhold til læsning af litteratur. Hvis vi ser dette i et bredt spekter, så det også gælder tegninger, digte, noveller eller TV-serier, er elevernes identifikation med emnet derfor interessant. Når der i klassen sidder elever med muslimsk baggrund, gør det overvejelserne omkring at vise karikaturtegningerne i selve klasserummet mere prekært, da disse elever har en særlig identitet i forhold til emnet.
Et værktøj til at skabe identifikation med emnet er via autentiske spørgsmål. Idéen med autentiske spørgsmål er som bekendt, at de har potentiale til at facilitere en dialog, og her er det interessant at inddrage Olga Dysthes introduktion til de autentiske spørgsmål, der ifølge hende er med til at skabe større deltagelse og motivation i klasserummet. Tabuer er ofte noget eleverne kan identificere sig med på den ene eller den anden måde. Om det er psykisk sygdom, seksuel orientering, ligestilling eller andre kulturelle tabuer, så er klasserummet et vigtigt forum til at diskutere disse emner.
Nogle af de autentiske spørgsmål, eleverne kan stille sig selv, er eksempelvis: Hvilke overvejelser tror I tegneren har gjort sig, inden han sagde ja til opgaven? Hvordan opfattes krisen, når man er muslim?
For at styrke identifikationen kan den kreative skrivning også inddrages. Eksempelvis lod jeg eleverne skrive under overskriften ”Hvordan forestiller du dig, det vil være at leve et liv i eksil uden ytringsfrihed?”. De måtte selv bestemme genren; lyrik, prosa eller drama. Forlægget var uddraget af Euripides ”Fønikerinderne”.

Apologien – forsvar eller undskyldning

Meget tidligt i forløbet af karikaturkrisen sendte 11 muslimske ambassadører en protestskrivelse til den danske statsminister, hvori de bad om en undskyldning. Hvornår er det den rette timing for en undskyldning? Dette er også et stort område indenfor retorikken, og der er herved potentiale for at diskutere apologi-genren. Hvor godt får de forskellige medier forsvaret sig i løbet af krisen? Bør statsministeren komme med en undskyldning? Hvilker konsekvenser ville en undskyldning have? Udenrigsministeren tog bladet fra munden og udtalte, at tegningerne aldrig skulle være bragt, men nu hvor de var bragt kunne ingen kræve af statsministeren, at han skulle undskylde, da han således ville udøve censur overfor nyhedsmedierne i landet og dermed krænke den grundlæggende ytringsfrihed i vores frie demokratiske land. Denne vinkel inddrages med det formål at få eleverne til at forholde sig til forskellen mellem en undskyldning og en forsvarstale.
Forløbet blev afsluttet af en diskussion, hvor klassen var delt op i to hold, der skulle tale henholdsvis for og imod ubegrænset ytringsfrihed. I denne klassediskussion var det interessant at følge, hvordan den gruppe, der diskuterede ud fra ubegrænset ytringsfrihed, virkede stærkest. De havde lettere ved at argumentere, netop fordi det var lettere at finde på slagkraftige argumenter, da man her kunne nøjes med at formulere sig kortere og mere konkret. Det var derimod sværere for gruppen med præmissen om begrænset ytringsfrihed at virke overbevisende, idet de var nødt til at komme med mere komplicerede, nuancerede og længere argumenter, hvilket sænkede flowet i diskussionen. Dette er interessant på et meta-niveau, da det pludseligt bliver synligt for eleverne, hvordan det enkle argument ofte vil vinde i en medieverden, hvor tempoet er højt. Samtidig med at det enkle argument ikke er ensbetydende med det sande argument!

Tegningen og karikaturen

Én tegning kan skabe sublim kunst, en anden kan skabe verdensomspændende krise. J.P. Jacobsen var ikke politisk, men dyrkede kunsten med en egen virtuositet, hvorimod Jyllands-Posten var politisk og blev frontkæmper i en væsentlig debat om ytringsfrihed. Man kan selvfølgelig ikke være blind for, at den ene tegning er et portræt og den anden en karikatur. Satiren og herunder karikaturen er dermed også et vigtigt element i forhold til forståelsen af debatten om ytringsfrihed og karikaturkrisen og er endnu en vej, man kan tage i forhold til undervisningen. Jeg valgte en mere klassisk retorisk vinkel på debatten, men dette kan sagtens udbygges med Goffmans facework-teori, talehandlinger, satire, billedforbud, etc.

Den oprindelige tanke med ytringsfriheden har aldrig være at sige alt, hvad man har lyst til, men at sige alt, hvad der er sandt! Her kan begreberne ytringspligt og ytringsfrihed inddrages, da de giver et godt billede på, hvordan begrebet nødvendigvis må nuanceres. Som med dialogen mellem Iokaste og Polyneikes, hvor manglende ytringsfrihed sættes lig med slavetilstanden, bliver det et billede på, hvor vigtigt det frie ord er for et demokratisk samfund. Som undervisere har vi pligt til at undervise i demokratiske grundprincipper også selv om det kan provokere. Vi bliver nødt til at kunne tale om ”elefanten” i klasserummet, da den ellers vokser sig større og i stedet kan blive en trussel og en tikkende bombe. Kvaliteten af denne undervisning afhænger dog ikke af, om tegningerne bliver vist i klassen eller ej. Det må være op til den enkelte lærer, men det der er vigtigt er, at vi har retten til at vise tegningerne, hvis vi vil.

”Hvis man vil have respekt, må man vise respekt” udtalte en af de 11 muslimske ambassadører, der klagede til statsminister Anders Fogh Rasmussen over tonen i den danske islamdebat. Ambassadørerne talte om moral, Anders Fogh Rasmussen om ytringsfrihed. Med parrhesia i baghovedet vil eleverne kunne opleve, at moral og ytringsfrihed ikke er to adskilte størrelser, men at de hænger uløseligt sammen, hvis vi skal styrke den gode side af demokratiet.